Menu

Nyt trænerteam til Herre Senior 1

image Jesper “Fitness” Nielsen som ny assistent og Brian Dahlin som ny cheftræner.
Martin Aaby
31. oktober 2020 kl. 08:09
Forberedelserne til forårssæsonen og “bjergkonkurrencen” i serie 3 er nu begyndt, dette med nye folk i front.
Forberedelserne til forårssæsonen 2021 er nu skudt i gang.

Det har betydet, at vi har taget afsked med vores nu tidligere førsteholdstræner Brian Rosén Bengtsen og ind i stedet er trådt Brian Dahlin (tidligere assistent) og Jesper Fredsgaard Nielsen (tidligere angrebstræner).

Vi har i bestyrelsen vurderet, at der efter mange års solid og tro tjeneste fra Brian Rosén nu er behov for noget ny luft, nye idéer og tanker for seniorfodbolden i Sorø Freja.

Det nye trænerteam var ikke de eneste navne i puljen og er valgt ud fra, at de kender lidt spillerne og det samme gør spillerne med dem. Det sidste halve års tid har de to herre udført rollerne som henholdsvis assistent og angrebstræner i Herre Senior.

De to herres fodbold-meritter skal man heller ikke negligere. 

Brian har spillet ungdomsfodbold i Næstved IF frem til sidste års ynglinge (U19) og har herefter haft en tilværelse som serie 1 spiller i Høng og serie 2/3 spiller i Ruds Vedby. Alt i alt mere end 400 seniorkampe i rygsækken.

Brian har desuden været U14/U15 træner i Freja hvor DBU’s B1 blev gennemført og til vinter venter næste kursus i rækken, B2.

Jesper trådte sine barnefodboldstøvler i Sorø Freja og rykkede til Næstved IF som drengespiller (ja det var endnu en gammel betegnelse, svare til U14). Han nåede at blive udtaget til U19 landsholdet og tørnede ud for Næstveds divisionshold ca. 100 gange. 

Jesper er en af de spillere der også har lavet “det forbudte skifte” og har således også spillet 100-150 kampe for Slagelse BI.

Ringen blev sluttet da Jesper var en del af Sorø Freja Sjællandsserie hold for år tilbage.

Så det er to herre med rigtig stor passion for fodbold og livet i en fodboldklub der nu kommer i spidsen.

De lover, at vi i foråret vil se et Sorø Freja hold der aggressivt vil presse vores modstandere. Der er holdånd, hårdt arbejde og der vil ikke blive givet en meter til modstanderen. Sorø Stadion skal IKKE være et sjovt besøg indenfor stregerne. 

Gejst og spilleglæde skal være nøgleordene på banen og fællesskabet skal være stærkt lige fra omklædningsrummet, til træningsbanen og ud på kampbanen.

Det er sammen vi skal blive en succes!

Trænere og klub vil også have fodbolden tilbage på lørdagskalenderen for Soranerne. Vi skal til fodbold på Sorø Stadion hver anden uge når Freja spiller hjemme. Jo flere tilskuere - jo sjovere bliver det.

Nye og tidligere spillere er selvfølgelig meget velkomne, de kan kontakte Brian Dahlin, kontaktoplysninger står under senior på hjemmesiden.

Til sidste skal selvfølgelig også lyde en kæmpe tak til vores afgående træner Brian Rosén. Han har været en urokkelig støtte i mange af spillernes hverdag de sidste mange år, både som ungdoms- og seniortræner. Han har lagt et kæmpe engagement i Sorø Freja som er yderst prisværdigt. TAK!

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trakfifmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk