3-2 sejr til Serie 6 - hvis man regner de første 18 minutters opvarmning fra 😆
Gørlev IF gæstede søndag formiddag Sorø Stadion (ja stadion, den bane med græsset på).
Gørlev indtog inden dagens kamp en topplacering i serie 6 og med godt med nye spillere ombord på Freja-mandskabet, der lige skulle ind i spilsystemerne, så var der lagt i kakkelovnen til en spændene formiddagskamp
De første 18 minutter af kampen er slettet fra harddisken, så der kan referenten ikke berette om hverken det ene eller andet 🤫
Efter en skidt start, som iøvrigt er glemt, kom vi bedre med i kampen i takt med varmecremen begyndte at virke. Kampe mod Gørlev har altid været præget af masser af vilje og fight - og mindre poleret fodbold.
Fra kampens start var taktikken klar! Med de hurtige folk vi havde på “holdkortet” i dag skulle vi udover stepperne og presse Gørlev i bund. Gørlev-holdet blev presset godt i bund og det var reelt kun på omstillinger hvor deres hurtige højrekant var i spil de blev rigtig farlige!
Farlige var Freja-drengene også. På hjørnespark efter ca. 25 minutters spil dukker Andreas “Duddi” Sørensen op af morgendisen og bringer os retfærdigt på “1-0” 💪🏻
Presset mod Gørlev fortsætter ufortrødent og vi får vist både hurtighed og boldkunstskaber, som var vores seneste ny-indkøbte folk taget direkte fra strandene i Rio.
Ny mand Miki får sat Freja-mål nr. 2 ind og mål nr. tre sættes ind af upcumming star Iullian. Han bliver god en dag når han når alderen til seniorfodbold - og nu har han jo været forbi talentfabrikken, så mon ikke en flot karriere venter 🤩
Kampen bliver i perioder en “bonderøvsaffære” hvor brok og hårdt spil blev det altoverskyggende element. Dagens dommer gjorde hvad han kunne for at holde gemytterne i ro og ros for det.
Når alt kommer til alt, så var kampen som en serie 6 kamp mod Gørlev skal være - fyldt med fight og humør - og ja, vi var selvfølgelig gode venner bagefter igen 😉